Fælleslokaler

Ejendommens fælleslokaler er beliggende i kælderen og omfatter et køkken, to toiletter og et opholdsrum til max. 50 personer.

Fælleskøkken
Fælleskøkken
Fælleskøkken
Fælleskøkken
Opholdsrum
Opholdsrum

Forbruget af vand og el i fælleskøkkenet betales over ejerforeningsbidraget.

Fælleskøkkenet

I oktober 2018 besluttede bestyrelsen for ejerforeningen at holde fælleskøkkenet aflåst. Nøglen udlånes ved leje af fælleslokalerne. Beslutningen skyldes, at køkkenet som oftest var efterladt i urengjort og meget uhygiejnisk stand.

Rengøring og renholdelse

Rengøring og renholdelse af fælleslokalerne er ikke viceværtens eller ejerforeningens ansvar. Dette påhviler udelukkende beboerne. Derfor henstilles der til at man altid rydder op efter sig, og efterlader lokalerne og faciliteterne renlige og ryddet. Behandl venligst de fælles faciliteter som var det jeres egne og med respekt for fællesskabet.

Ejerforeningen vil tilstræbe at indkøbe rengøringsmidler, sæbe, toiletrens, affaldsposer, toiletpapir, m.m. i rimeligt omfang, og så vidt muligt med indtægter opnået ved udlejning af fælleslokalerne.

Brug af fælleslokaler

Fælleslokalerne er udelukkende til brug for ejendommens beboere og gæster til beboere. Hovedformålet med lokalerne er at udgøre rammerne for fælles aktiviteter, såsom fælles madlavning og andre sociale aktiviteter hvor alle beboere er velkomne.

Ejerforeningen er også berettiget til at benytte fælleslokalerne til afholdelse af generalforsamlinger og bestyrelsesmøder.

Da el- og vandforbruget i køkkenet betales over fællesudgifterne er det ikke acceptabelt at benytte køkkenet til privat madlavning på regelmæssig basis.

Køleskab og fryser må ikke benyttes til opbevaring af private madvarer. Efterladte madvarer fjernes uden ansvar efter 24 timer, af hensyn til hygiejnen.

Fælles arrangementer

Annoncering af fælles arrangementer og koordinering af brugen af køkkenet foregår normalt i beboernes Facebook gruppe.

Private arrangementer

Fælleslokalerne kan reserveres og lejes til private arrangementer under visse betingelser. Se reservation og leje af fællesrum.

Inventar

Køkkenet er udstyret med en kogeplade, en ovn og et køle/fryseskab. Der hører tre bageplader til ovnen. Ejerforeningen har ikke indkøbt service, bestik eller kogegrej til køkkenet, så hvad der måtte forefindes af dette er at betragte som donationer. Der tages ikke ansvar for privat service eller kogegrej i fælleskøkkenet.

Opholdsrummet indeholder 6 hvide borde, 12 hvide stole og en sofa som er ejerforeningens ejendom. I det tilstødende depotrum findes der ekstra stole som kan lånes til større arrangementer.